Det er NKTs politik til enhver tid at have en kapitalstruktur og finansiel gearing, som afspejler koncernens aktiviteter og risikoprofil og som giver et tilstrækkeligt råderum. Dette skal sikre NKTs kreditværdighed, give fleksibilitet, sikre plads til investeringer eller akkvisitioner og samtidig fastholde en stabil dividendepolitik.
Der foreligger en bemyndigelse fra generalforsamlingen, som med bestyrelsens godkendelse giver mulighed for at udvide selskabskapitalen med indtil nom. 300 mDKK aktier i perioden indtil 25.marts 2015.
Bestyrelsen er ligeledes af generalforsamlingen bemyndiget til at lade NKT købe op til 10% NKT aktier med sigte på tilpasning af koncernens kapitalstruktur, hvis dette måtte vise sig hensigtsmæssigt. Bemyndigelsen bliver fornyet hvert år på generalforsamlingen.
Herudover foreligger en bemyndigelse fra generalforsamlingen om i perioden indtil den 1. april 2013 ad én eller flere gange at udstede tegningsretter (warrants) til medarbejdere og direktion i NKT koncernen med indtil i alt nominelt 10 mDKK aktier (500.000 stk.) á 20 DKK. Bemyndigelsens ramme er med udgangen af 2010 udnyttet fuldt ud. På generalforsamlingen i 2011 stilles der forslag om en ny bemyndigelse og ramme. Tegningsretter tildelt i 2005 er i 2010 udnyttet ved tegning af i alt 19.600 nye aktier. Den vægtede gennemsnitlige tegningskurs for de udnyttede tegningsretter udgør 191,2 DKK pr. aktie.
Desuden foreligger en bemyndigelse fra generalforsamlingen til i perioden indtil 11. april 2012 ad én eller flere gange at optage lån mod obligationer eller gældsbreve med en ret for långiver til at konvertere sin fordring til maksimalt nominelt 44 mDKK aktier á 20 DKK (2,2 mio. stk. nye aktier, hvilket svarer til lige under 10% af aktiekapitalen).
Ultimo 2010 havde NKT Holding 0,3% egne aktier.